Hvad er “Hej-effekten”?

Som flokdyr er den vigtigste prioritet overlevelse, hvilket betyder at være en del af flokken. At passe ind i flokken betyder, at når gruppen er i overlevelse, er det enkelte individ også i fare. Grupper og kulturer bliver dannet på baggrund af nervesystemer, der reagerer ens på trusler. Så der er en enighed om, hvordan en tiger lyder. Det vil sige et andet menneske, der ikke passer ind i flokken. Det er sjældent noget, man aktivt taler om og siger højt, “at et bestemt menneske ikke passer ind”. Det er naturloven, der ligger under det at “kunne lide” at være sammen. De mennesker, du kan lide, vil have en større parasympatisk effekt i dit system, end dem du ikke kan lide.

Gruppedannelsen sker, når folk møder hinanden første gang og siger hej.

Hvis Kirsten siger hej til Ole, vil Ole højest sandsynligt sige hej tilbage.

Prøv  at forestille dig, at du siger hej til en, der ikke siger hej tilbage.

Eller omvendt. At der er en, som siger hej til dig og du skal lade være med at respondere. Hvad vil der ske inde i dig? 

De fleste mennesker (med undtagelse af psykopater mm.) vil opleve et pres (ubehag) for at sige hej tilbage. Det føles for mange unaturligt, ubehøvlet og dårlig opførsel mm. ikke at sige hej.

Det betyder i al sin enkelhed, at når Kirsten siger hej, er hun en trigger, der påvirker Ole´s nervesystem. Kirsten styrer Oles nervesystem til at reagere på en bestemt måde.

I forbindelse med at sige hej, siger Ole hej tilbage, også selvom han måske ikke har lyst, men  bare for at undgå konflikt. Sikrer at miljøet er sikkert. 

Det vil sige, at det sympatiske nervesystem er aktivt. Vi kommer altså i sikkerhed ved at sige hej. Nu bliver kulturen dannet… Vi siger hej, men også mange andre ting, som trigger andres nervesystem til behag eller ubehag. Det gør, at de reagerer. I samtaler kan man opleve nogle mennesker, der konstant taler, og  man er nødt til at udkonkurrere dem for at få indført et ord. Den form for dialog er forbundet med et ekstremt trigget nervesystem, der reagerer på alt. Disse mennesker bliver fanget i samtaler, har svært ved at gå væk og får ikke holdt deres pauser. De bliver let fanget af kolleger, der siger noget på gangen. Det er simpelthen utrygt ikke at reagere. Der er et kæmpe ubehag i pausen, den pinlige tavshed, så de er nødt til at reagere. 

Mange ved dog ikke, at der er et ubehag, da de er fanget af deres adfærd. De er vant til at reagere på den måde, der sikrer, at de undgår ubehaget. 

Hej-effekten er altså den kommunikative udfordring, at mennesker reagerer på andres ord, uden der er nogen god grund til det. Kun fordi de ikke kan lade være. Der er så stort ubehag ved IKKE at sige hej, at de altid vil blive fanget af andre menneskers agenda, både positivt og negativt. 

Hvad er det for et ubehag?

Hvorfor skaber det så stort ubehag at lade være med at sige hej? Hvis vi vil være en del af kulturen, er vi nødt til at responderer på de andre på den rigtige måde. Stopper du med at sige hej til dine kollegaer, stopper de også med at sige hej til dig, men måske ikke til hinanden. Nu bliver mennesker altså udelukket fra flokken. Ikke som bevidste valg, men den naturlige proces i, at du nu er forbundet med et større sympatisk respons end hos dem, man gerne vil være sammen med. 

Der kan altså være en kæmpe frygt for at blive udstødt fra flokken. Man stopper med at have værdi, får ikke kærlighed og forbindelsen til andre forsvinder. Det er dette ubehag, der driver hej-effekten. Derfor er det ikke ubetydelige kræfter at arbejde med. Vi er inde og røre ved selve kernen af, hvad der er meningsfuldt for mennesker. 

Forestil dig et menneske, der aldrig har følt sig hjemme, altid har følt sig uden for og aldrig passet ind… De fleste mennesker vil gøre alt for at undgå denne følelse. Og sandsynligheden, for at den slags mennesker er på din arbejdsplads, er stor. Der er mange mennesker, der aldrig har fundet balancen mellem at være sig selv og finde sin egen vej, samtidigt med at  være en del af flokken. Finde sin gruppe, kunne tale og relatere til mennesker rundt om sig. 

Nervesystemet kæmper

Det er en ekstrem svær opgave for nervesystemet at være menneske, hvor hej-effekten får lov at styre med den konsekvens, at vi mister os selv. Og når vi går imod gruppen, bliver vi tvunget til at passe ind, fordi vi ikke er i stand til at danne nye grupper, der passer bedre til den, vi er. Vi bliver måske fanget ind i en anden gruppedynamik, kun fordi vi leder efter at finde vores sted, opleve relationer og kærlighed, men i bund og grund passer gruppen slet ikke med den, man i virkeligheden er.

Flokken får lov til at styre vores nervesystem. Så lige som individet påvirker flokken, så påvirker flokken også individet, hvormed vi bliver “ofre” for andre menneskers adfærd. Hvis flokken er meget i sympatisk aktivering, vil det påvirke alle til at gå i kamp, flugt og frys strategier. Det sikrer, at vi på sletten kan bevæge os som en stor flok. Hvis et dyr er truet, er de andre også truet. Så når et dyr flygter, flygter de andre også.

Hvis flokken er i overlevelse, giver det et enormt usundt miljø, hvor der ikke er rum til kreativitet, lære at fejle, udvikle sig som mennesker og være sig selv. Det at finde folks styrker og svagheder bliver svært, fordi man aldrig “rigtigt” taler om substansen, men taler med mennesker, der er trigget og derfor ikke i stand til at lytte rigtigt. De andre mennesker trigger simpelthen vores nervesystem til at gå i overlevelse, ofte uden grund og med store konsekvenser for alle i gruppen og på arbejdspladsen generelt.

Vi kan kalde det en stressende kultur.

Hvad har hej-effekten af konsekvenser?

Arbejdet med stress på danske arbejdspladser er ikke lykkedes. Det er et af de største problemer, det danske samfund lider under. Hej-effekten er i mange tilfælde selve årsagen til, at stressende kulturer bliver skabt, fordi de valg og måden vi kommunikerer på ikke er bygget på, hvad der er behov for. I stedet er det bare reaktioner forbundet med et trigger-respons. Vi snakker og siger ting,  fordi vi er fanget af hej-effekten. Ikke fordi vi har noget fornuftigt at sige. 

Mennesket bliver sin egen værste fjende, fordi dets egne reaktioner er med til at skabe en usund kultur. Det samme gælder de andre mennesker rundt om os, der også er fanget af hej-effekten og derfor siger og gør unødvendige ting. 

Taler bare for at tale. 

Møderne tager unødvendigt lang tid.

Folk taler om det, de føler, i stedet for det, der er relevant i situationen.

For individet giver det et miljø, som  ikke er meningsfuldt at være i. Det er en kamp, som handler om overlevelse, ikke om lyst og glæde. Det betyder så, at nervesystemet er i overlevelse ca. 37 timer om ugen, hvilket er lang tid. Det sætter sig i hele nervesystemet og mængden af problemer og sygdomme forbundet med at nervesystemet er sympatisk aktiveret, kan ikke undervurderes. Vi taler angst, PTSD, ADHD og alle mulige andre sideeffekter.

Det betyder dårligere præstation, fordi vi ikke er nærværende nok. Eller præstation der stopper med at være på samme niveau, fordi mennesker ikke kan holde til at kæmpe i længere tid af gangen.

Personlige udfordringer som at lære at sætte grænser, udvikle sit selvværd og selvtillid, skille sig ud og definere sig som menneske, samtidigt med at man bliver bedre til at samarbejde. Alt det er sværere i en stressende kultur.

Frys-responset og fixeren på arbejdspladsen

Et godt eksempel på, hvordan menneskers personlige udvikling og arbejdspladsen påvirker hinanden negativt, er frys-responset. Frys-responset i mennesket gør, at vi hverken kæmper eller flygter, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Det er den mest ekstreme overlevelses- strategi. På trods af at det ikke er ekstrem overlevelse på arbejdspladsen, sker det stadig i mange menneskers nervesystem og det bliver måden, de er på. Det bliver nærmest til et personlighedstræk.

Det kunne være fixer-rollen.

(Det er vigtigt at forstå, at fixer-rollen ikke ALTID er bygget på frys-responset. Der kan være mange andre grunde. Men for fixeren, hvor det er frys-responset, der styrer, er det ENORMT værdifuldt at finde ud af)

Når man samarbejder, sender man opgaver videre. Det vil sige, at nogen skal sige ja og andre nej. Personer der har en stærk frys-adfærd, vil være meget dårlige til at mærke sit eget ubehag og sætte grænser. Så i stedet for at sige fra, hvis det er for meget, kan de stadig finde på at sige ja. Det er ikke bevidst, men det sker bare og pludseligt er kalenderen fyldt. Hej-effekten bliver til ja-effekten i dette tilfælde. Altså en kommunikativ reaktion på en trigger, der sker mere eller mindre ubevidst.

Omgivelserne bliver opdraget til at behandle os på bestemte måder

Med tiden betyder det så, at omgivelserne forventer, at personen tager opgaverne ind. Det er ikke unormalt, at mennesker, som jeg har i stress-forløb, har en høj grad af denne adfærd. De er blevet fanget af hej-effekten over tid og de mangler indsigt i dem selv og deres ubehag. De har meget svært ved at bryde ud af de sociale strukturer og rammer, der er skabt i kulturen. 

Tilsammen giver det en opskrift på sygemeldinger grundet stress.

Det kan være enormt svært at ændre, og uanset hvor meget lederen prøver at hjælpe, falder personen tilbage i sine mønstre og rolle. Kombinationen mellem ikke at kunne mærke sig selv, arbejde med sit frysrespons og kommunikativt sige fra, er en svær balance. Når vi kender hej-effekten, bliver det dog langt lettere at arbejde med mennesker, gruppe- og kulturdannelse, da vi påvirker selve grundessensen i menneskers adfærd, det vil sige nervesystemets programmering.

Næste:

Det positive tilvalg stopper “hej-effekten”